MC Klub med egen dragracingbane bag klubhuset

Nogle har hørt det tidligere, så spring siden over, men andre aner ikke, hvorfor Mosten MC er så heldige, at have en dragracingbane bag klubhuset.

Markvejen, som går klods op af Mostens klubhus, og ender ud i Mosten Raceway, er en privat fællesvej, som dagligt lægger asfalt til kornvogne, møgspredere, cyklister og såmaskiner. Her er køretøjer som John Deer, Fentz, Fiat og Massey Ferguson til dagligt de mest sete køretøjer på de 700 meter markvej. En patruljevogn kan i ny og næ lægge vejen forbi klubhuset, og med hvinende dæk forsvinde ud af banen til Hollandsbjerg. Det er den bedste markvej på Djursland og med sikkerheden i top, pga. de 650 m fast autoværn i begge sider af den 8 m brede markvej, er det utænkeligt, at en Fentz kan køre i grøften.

Mosten MC arbejder løbende med at forbedre forholdene på og omkring banen, til stor glæde for såvel kørere, landbrugsmedhjælpere, turister, publikum og os som arrangør. Banen lider kraftigt under den tunge trafik fra såvel kornvogne i høsttiden, men også de tonstunge gyllevogne med nok så mange aksler til at fordele trykket på underlaget.

Inden vi kan køre på banen her i 2018, skal den gennemgå en gennemgribende opdatering for at sikre, at vi få det bedste underlag til præpareringen. Der er indkøbt en speciel asfalt sealer, som spartles ud på banen for at sikre, at alle revner og porrer i banen bliver lukket. Så præpareringen får ordentlig fat, og bliver hængende.

Ved Mosten Race Way er der kun 8 x 700 m at gøre godt med, hvilket gør, at vi kun kan køre sprint, hvor der køres et køretøj ad gangen på tid. Den optimale banebredde og længde i Mosten ville være 16 x 1200 m, hvorved vi ville kunne køre et rigtigt dragracingløb, med to kørere ad gangen.
Kørerne har udtalt, at vi blot skal bibeholde det koncept, vi har i dag. Det holder maximalt, en god blanding af dragracing, hygge og god musik. Der er ikke behov for en dobbeltbane i Mosten. Den er super god som den er, og det er ens for alle, så vedligehold den løbende, så skal vi nok komme og give gas.

Siden Raceday startede for 25 år siden, er sikkerheden blevet øget ad flere omgange. I 1999 fik den dengang kun 3,5 meter brede privat fællesvej en udvidelse på 2 meter, som gjorde, at vi nu kunne invitere endnu vildere køretøjer til Raceday i Mosten. Få år senere var vi så heldige, at de 47 vindmøller, som dengang stod langs vejen, skulle udskiftes med større og færre vindmøller.

Mosten MC var med på råd, og vi fik møllerne flyttet et godt stykke ind på marken, desuden fik vi lovning på, at såfremt vejen blev kørt i stykker ved den megen kørsel med den tunge trafik til møllebyggeriet, ville vi få ny belægning på banen. Vi holdt skarpt øje med vejen under byggeriet, og til Mostens store held led den overlast, og vi fik helt ny belægning på banen. Vi fik to nye lag asfalt på strækningen, idet de lavede en fejl på det første lag, fordi der var en kant midt på banen, hvilket ikke er heldigt. Vi havde herefter en fantastisk dragracing bane i mange år, som trak topkører fra store dele af Europa. Årene herefter blev brugt på bl.a. at sætte autoværn op langs banen, idet sikkerheden skulle holdes i top, for såvel publikum som kørerne.

Desværre havde vi et alvorligt uheld på banen for 12 år siden, som gjorde, at vi skulle arbejde yderligere med at øge sikkerheden på banen. Ellers ville det være vanskeligt at videreudvikle dragracing delen på Race Day. Vi søgte midler til at lave yderligere udvidelse af banen, samt til at sætte mere autoværn op langs banen, så kørerne kunne føle sig trygge ved at køre i Mosten. Banen fik derfor mere autoværn og mere asfalt på i begge sider, så vi i dag har en bane på 8 meter i bredden, og et lige stræk på 700 meter.

Banen er som altid velpræpareret, så selv de heftigste køretøjer kan få bid i underlaget, og lave deres bedste tid. Holger og c/o kæmper i ugen op til Raceday med at få banen gjort klar til et optimalt race med maximalt greb i underlaget.
Såfremt kvaliteten af dragracing delen på Raceday skal bibeholdes på et højt niveau, skal vi om få år lave en gennemgribende renovering af belægningen.

Da banen er en privat fællesvej, som er ejet af lodsejerne omkring os, er der visse hensyn, der skal tages. Ikke mindst i høsttiden op til Raceday, hvor det kan gå rimeligt hektisk for sig, da høsten gerne skulle i hus inden Raceday, og at vi også gerne skulle bruge markerne til bl.a. parkering, (netop derfor holdes Raceday på dette sene tidspunkt af året). Til dagligt er banen offentlig tilgængelig, og bruges til normal trafik, idet den er gennemgående, og går op til en nærliggende by. På klubaftener høres der ofte et eller andet 2- eller 4 hjulet køretøj blive fyret af ud af banen, og forsvinde ud mod fjorden.

Ugen op til RaceDay vaskes, skrubbes og gnubbes banen, for at få selv den mindste sandkorn op af porrerne i asfalten inden feje- og sugemaskinen til sidst fjerner det hele. Banen bliver efter rengøring pusset, plejet, nusset og strøget, præpareret, malet og gejlet, så vi kan opnå optimalt greb i banen, da selv den mindste skvat gylle på banen kan give fatale følger for de eksplosive køretøjer og deres motorer. Der køres i 3 hele dage med at gøre banen klar, så belægningen er optimal, således at 8000 vilde og ustyrlige heste i en top fueldragster kan trykkes af på banen, uden at den skal gå op i røg med en motoreksplosion til følge.

I foråret 2017 blev banen vasket af med en ekstrem højtryksspuler, der vaskede alt det gamle gummi og præparering af. Så vi kunne starte på en frisk med at præparere. Der var ved at opstå et problem med løst gummibelægning forskellige steder på banen, hvorved der opstår huller, som kan være vanskelige at få præpareret. Desuden ville vandet trække ind under løst gummibelægning, som gør at den kan være vanskelig at få tørret op, efter en utilsigtet regnbyge.