I 1993 besluttede medlemmerne at, nu kunne det sgu være nok med kolde vintre, mus og rotter i klubhuset. Vi måtte gøre noget drastisk ved det, ellers gad medlemmerne ikke komme i klubben, og klubben ville lige så stille lukke ned.

Overvejelserne var mange – var det en ombygning og tilbygning til det gamle eller skulle vi bygge noget helt nyt? Forslagene var mange og diskussionerne store. Mange spændende ideer og flotte og fantasifulde tegninger af ombygningen kom på bordet. Hver gang et forslag kom på bordet, syntes vi det blev for dyrt. Hvor skulle vi få pengene fra? Var det nu også fornuftigt at smide penge i det gamle lort? Det ville jo blive ved med at være en rotterede. Peter Smed og Hitz fremlagde det ene forslag efter det andet, både på ombygning, tilbygning og nybygning, men at smide penge i det gamle, var at smide dem ud af vinduet – det ville altid forblive noget gammelt lort.

Efter mange klubmøder med store diskussioner, blev vi enige om, at vi ville bygge et nyt. Medlemmerne blev opfordret til at komme med et forslag til, hvordan et nyt kunne se ud. Det blev ikke til så mange forslag, men det, der blev valgt, blev et forslag fra Hitz, som tegnede tegningerne til det hus, som står der i dag.
Ud fra tegningerne så det umiddelbart uopnåeligt ud. Der var mange kvadratmeter, og i to plan. Endda et rundt tårn med kobberspir –nej, det går vist ikke. Tegningerne blev alligevel sendt til myndighederne til godkendelse. Til vores store held blev de afvist, da huset med sit 12 m høje tårn ikke måtte være højere end 8,5 m, da det ligger i kystnærhedszone. Tegningerne blev tilpasset, så de kunne overholde lovkravene, og spiret måtte ofres til fordel for en myndighedsgodkendelse.

Det ville stadig blive dyrt at bygge med så mange kvadratmeter, så kreativiteten var stor, for at få økonomien til at hænge sammen. Hvert medlem skulle skaffe 1000 mursten, nye som brugte. Vi arrangerede ture med madkurv ud til nedbrydningssteder, hvor vi rensede gamle sten på højribbede radiatorer til den store guldmedalje. Vi stablede dem i containere og fragtede dem hjem. Isolering, kabler og meget andet blev samlet sammen, og gjort klar til at vi skulle i gang med byggeriet. Ikke alt kunne vi finde brugt, og her måtte medlemmerne så til lommerne. Hvert medlem måtte skyde et mindre kontantbeløb i projektet for at vi kunne få finansiere det. Desuden tog vi med ud til festivaler og lignende, og solgte mad for at tjene til byggeriet.
Søndagen efter engelsktræf i 1993, da de fleste af vores træfgæster var taget hjem, baldrede vi ruderne i det gamle klubhus, til stor forundring for de tilbageværende gæster. Hvad fanden går der af dem, tænkte de vist. Vi var i gang. Weekenden efter var det gamle klubhus jævnet med jorden, og kørt i markvejen ved fjorden. Herefter gik det slag i slag. Der blev lavt byggetegninger, indkøbslister, og en byggeplan, så vi kunne se, hvornår vi skulle lave de forskellige ting, da medlemmerne så kunne byde ind på, hvornår de kunne hjælpe til i projektet.

I sommerferien, da stenene skulle stables, blev der arbejdet i to holds skift. Her var der to murere til alle de lige vægge, og to til det runde tårn. Det tog 14 dage at få alle vægge op, og begge hold nåede i top samtidig.
Samtidig med at murerne var i gang med at stable sten, gik et par tømre over på træfpladsen og bankede brædder sammen til spær, så de stod klar til at hejse, når muren var i top. En kran blev rekvireret, og spærene blev hejst på plads. Medlemmerne stod klar på stilladset med hammer og søm til at fæstne dem.
1,5 måned efter det gamle klubhus måtte lade livet, holdt vi rejsegilde med de obligatoriske røde pølser og øl. Det var fantastisk, at nå så langt på så kort tid. Herefter gik det lidt trægt, da vi røg ind i en længere regnvejrsperiode, der gjorde det vanskeligt at lægge tagsten på. Nogle ihærdige folk fra klubben og noget familie tog alligevel kampen op. De fik de mange tagsten tilpasset og lagt på plads.

Sensommeren og efteråret gik med at montere de mange vinduer, lave inddækninger, underbrædder, døre m.m. Opgaverne var stadig mange, og de sidste detaljer mangler vist stadig.

Midt i december 1993 holdt vi indvielse og færdiggilde af vores nye klubhus. Det var en fantastisk fritidsindsats, der var blevet ydet for at få dette byggeprojekt realiseret på så kort tid.

Kaffebaren på Raceday.
Få år efter at klubhuset var blevet bygget, dukkede der et nyt byggeprojekt op. Vi manglede et sted, hvor vi kunne sælge kaffedrinks til vores arrangementer – en kaffebar kunne være fin at have.
Tidligere år til bl.a. Raceday, havde vi lejet et telt til formålet, hvilke var bekosteligt, og vi blev derfor enige om, pengene kunne vi ligeså godt smide i et fast byggeri til formålet.
Der blev derfor lavet nye tegninger af en kaffebar, som bandt klubhus og kaffebaren sammen til en enhed via en mur så det blev en helhed. Efter myndighedsgodkendelse af tegningerne, blev byggeriet sat i gang. Et godt team af byggekyndige medlemmer og hjælpere blev sat, tidsrammen var stram og på 3 mdr. fra Engelsk træf til Raceday. De fik lavet en realistisk byggeplan, så det kunne stå færdig til det førstkommende Raceday. Byggeriet var dog ikke helt problemfrit, idet tegninger er taknemmelige, når der skal tegnes buer, men vanskelige, når de skal mures op, og med krumninger i flere retninger, kan der opstå vanskeligheder. Her var der flere sammenfald af buerne undervejs, men det hele lykkes, og den stod færdig til Raceday til servering af kaffe og Bailey til vores altid glade gæster i kaffebaren.

Lagerhal i Mosten
I rigtig mange år har Mosten MC haft en gammel jernbanevogn med blikpladetilbygning placeret langt nede i skoven, som eneste lagerkapacitet til materiel. Vi havde derfor længe drømt om bedre og større lagerplads, da der bliver skaffet forskelligt materiel og gode uundværlige sager hele tiden, som ville have godt af at stå i tørvejr. Telthal, rundbuehal, staklade, ja, alt blev drøftet.

En møbelfabrik i Hornslet var blevet nedbrudt, og lå pænt stablet og klar til salg. Elementer, spær og andet godt. Mosten MC fik informationer om dette, og var klar på at lave en fornuftig handel på div. byggematerialer til en hal. Der blev lavet en hurtig handel, og inden længe blev der kørt adskillige læs spær og betonelementer til Mosten. Spær og elementer til den hal, der i dag står i Mosten og huser vores Music Awards til Raceday. Samme model som ved de tidligere byggerier, et byggeudvalg, tegninger, tilladelser, byggeteams mm.

Igen gik alt op i en højere enhed, med medlemmernes og hjælpernes ihærdighed stod den færdig til Engelsk træf året efter den var igangsat, og kunne nu erstatte det lejede festtelt.
Hallen indeholder både stort kølerum, industri køkken, toilet, bad, scene med lys, værksted og autolift, samt et fyr, der kan varme hallen op om vinteren. Senere blev der bygget en cowboyveranda i hele hallens længde- det er faktisk her I kan oplade Jeres mobil til Raceday, hvis I har en oplader med.

Mere lager kapacitet og flere projekter
Nok fik vi bygget en lagerhal til alt vores materiel, men hver gang der skulle være et arrangement i hallen, skulle den jo ryddes for materiel. Det var ikke altid lige sjovt, og slet ikke efter festen, hvor det hele gerne skulle retur igen – hvilket det ofte kneb med. Vi var så heldige at få fingre i 4 styk 20 fods containere, som vi fik placeret for enden af hallen. Her deponeres meget af det materiel, vi ikke bruger så ofte. Det lettede derfor arbejdet, når der skulle festes i hallen. Containere er generelt ikke det smukkeste at have stående i sin have, og de blev derfor beklædt med lærkeskaller ud mod haven.

Oven på containerne voksede der nogle år senere en rigtig hyggelig terrasse og bar op. Her kan man nyde udsigten ud til banen og ind i haven, samt nyde en kølig Thor fadøl under Raceday. Det er bl.a. også her I kan høre bluesikonerne The Real Deal fredag og lørdag sidst på dagen til Raceday.

Mange flere gode og sjove historier kunne fortælles om Mostens nu 36 årige lange historie. Måske bliver de fortalt en dag, eller glemt for altid, i er altid velkommen til at spørge ind til historien.